Miljø

Miljø og grøn omstilling betyder ligeså meget for os, som for de fleste andre danskere, vi er bekymrede for hvordan det skal gå vores lille støvkorn af en jordklode. Den er trods alt den eneste vi har, og selvom vi forhåbentligt i fremtiden vil besøge andre "goldilock" planeter i galaksen, så går der nok lige en rum tid inden FTL rumskibe er en realitet i den danske rumflåde.
Men samtidig nærer vi os heller ingen illusioner om at sidde her og prøve at bilde dig ind at vores 3D print er ekstra grønt, at du kan bruge det som vitaminpiller, eller at vi planter en regnskov hver gang du bestiller noget.

Vi har prøvet at foretage nogle - synes vi selv - fornuftige valg ift. vores webshop og hvordan vi på den lange bane kan minimere vores klimaaftryk.

Men i sidste ende er 3D print både en ret strømkrævende og plastikskabende process, og det faktum kommer vi ikke udenom. Så med frygt for at lyde som en anden tankstation der prøver at sælge "green fuel", så kommer her en liste med de initiativer vi har valgt for at kunne sove bare lidt bedre om natten.
  • 0-lager
    Med mindre der er tale om en optakt til højsæson hvor vi er sikre på at vi kan sælge alt det vi printer, prøver vi såvidt muligt først at printe den model du gerne vil have, efter du har bestilt den. Det betyder længere ventetid for dig, og mere planlægning for os. Til gengæld gør det at vi kan køre et ret lean produktionsflow hvor vi ikke har et kæmpe lager af modeller vi står og brænder inde med.
  • Produktionstid
    Vi prøver såvidt muligt at printe så meget vi kan om natten, da strømmen generelt er grønnest på det tidspunkt. Vi har vores printere opsat så de kan starte prints af sig selv, fjerne det færdige print og starte et nyt. Dette er en bestræbelse og alt efter travlhed kan vi ikke altid leve op til den
  • Europæiske printere
    Vi har valgt at anskaffe europæisk producerede 3D printere, da de udover at tilbyde høj driftsikkerhed også er tættere på os end Kina, (hvor stort set alle 3D printere bliver producerede). Når vi har brug for reservedele skal disse ligeledes også kun tage turen fra Tyskland til os, fremfor på et fly fra Kina.
  • Europæiske filament
    Filament er det råmateriale man tilsætter sin 3D printer for at den kan lave flotte DND modeller. Her har vi også valgt en europæisk leverandør med produktion indenfor EUs grænser. Da filamentruller altid vejer minimum 1 kg. er dette en tung post på miljøbudgettet i længden. Dernæst printer vi med ikke-giftige filamenttyper. Ikke at du skal smide dine aflagte modeller i havet eller prøve at spise dem. De er stadig lavet af plastik, men vi har valgt et kompromis imellem hvor holdbart og stærkt materialet er, ift. hvor mange dampe og andre gifitge ting det producerer i print-processen. For at passe på os selv og på naturen.